Translate

fredag den 28. august 2015

Den søde ventetid......

Det var i sommeren 2014 vi besluttede os for at tage på en længere rejse med vores børn. Og når man først skal afsted næsten halvandet år senere er det lang tid at vente i for os alle. Men især Cirkeline på 7 år er ved at være træt af at høre om turen, da hun har svært ved at forholde sig til tiden, som os andre. Når vi skal afsted vil hun stornyde det, men indtil da prøver vi så vidt muligt at inddrage hende så lidt som muligt, selvom det fylder så meget som det gør. Laura på 11 er derimod helt med i planerne og er meget interesseret og spørgende til det hele.

Forberedelserne har vi taget lidt i etaper, og der har også været længere perioder, hvor vi ikke har tænkt særlig meget på rejsen. Efter vi havde haft første møde med rejsebureauet brugte vi nogle måneder på at researche og finde ud af hvad vi egentlig gerne ville. Da det var på plads var vi helt ovre i december før flybilletterne blev frigivet og vi kunne lægge os fast på rejsedatoer og endelig destinationer. Ved at booke i så god tid var udbuddet stort og derfor var der rigtig mange måder rejsen kunne strikkes sammen på. Men vi er glade for at vi havde en rejsekonsulent til af hjælpe os med at finde de billigste, nemmeste og bedste billetter. 

I vinteren og foråret har vi ikke tænkt så meget i rejsebaner da rejsen er bestilt og tiden bare skal gå. Der er blevet læst andres rejseblogs og googlet rundt på rejsesider og youtube. 

Nu er vi inde i den sidste del af planlægningsfasen. Dyrene (hund, kat, høns) har vi fundet pasning til, huset er fremlejet, visum og vaccinationer er på plads, pigerne har fået fri fra skole og vi har ferie fra vores jobs, og det meste udstyr er bestilt. Især det med udstyret har taget en del tid, for som vi skrev i sidste indlæg skal vi have det rigtige og samtidig ikke forkøbe os eller glemme noget. Udstyret er det samme som hvis vi skulle være væk et år, så selvom vi "kun" skal være væk i 7 uger er udgiften den samme. Heldigvis kan det bruges igen hvis vi skulle afsted en anden gang.

Idag er der stadig 43 dage til vi rejser.....