Translate

fredag den 30. oktober 2015

Koh Lanta - mere daseferie og sidste strand i lang tid

Vi er nu flyttet lidt længere sydpå til et andet resort i to dage. Lanta Dareen Resort. Lillebitte resort med tyve bungalows. Vi fik det til næsten ingen penge. En familiebungalow i to nætter inkl morgenmad for 350 d.kr. Så vi var lidt spændte på hvad vi kom til, men de havde fået gode anmeldelser af andre gæster så vi satsede på at det var ok.

Lille resort men meget hyggeligt og virkelig venligt personale

Lanta Dareen Resort

Og vi er meget positivt overraskede. I forhold til Kaw Kwang hvor vi havde betalt forholdsvis meget er dette sted på fuld højde med det andet både med charme, beliggenhed og venligt personale.


Pool og strand side om side

Der er rigtig meget tidevand på Lanta. Når der er højvande går vandet helt op til resortet, og når det trækker sig 100 meter tilbage bliver revet blottet og lokale kommer frem og leder efter muslinger og krabber mellem korellerne som de sælger på markedet.

Lokale kvinder og børn leder efter muslinger og krabber de kan sælge.

Det er svært at skrive en masse om hvad vi har oplevet for vi har ikke fortaget os noget som helst ud over bare at være, nyde livet, lave lidt lektier og spise og drikke. 

Restauranten på resortet laver den lækreste thaimad, og i forhold til hvor lille stedet er og hvor få gæster her er, er det et helt vildt menukort de har.

Lektielæsning på verandaen i de varmeste eftermiddagstimer

Cocktails på stranden 

Laura går amok i kakaoshakes og drikker gerne flere om dagen. I det hele taget laver de bare så mange lækre shakes, smoothies, og juices så det er et rent børneeldorado

7 eleven ligger overalt hernede og vi er tit derinde og købe yougurt eller toast til morgenmad hvis ikke vi får det på resortet

Det sydlige Thailand har en stor muslimsk befolkningsgruppe. Men vi er alligevel overrasket over at mange af kvinderne er pakket meget ind i burka/tørklæder. Her to kvinder i helt sort på en tuk tuk

En ting der har slået os meget ved thaierne og som vi også har skrevet om i indlægget om Phi Phi er deres affaldshåndtering - eller mangel på samme!. Der ligger meget skrald overalt især på strandene og det er virkelig synd når de har så smuk en natur. Vi tror de er ved at være opmærksom på problemet for der kører skraldebiler rundt og på Koh Lipe havde de hver mandag en ryd-op-på-stranden dag hvor man kunne møde op og hjælpe med at samle affald. 
Men det tager tid at omstille thaierne. F.eks. da vi var på Phi Phi var der nogle lokale der fodrede nogle fisk fra båden. Og da fiskene var fodret kom emballagen også lige ned i vandet til fiskene.

Affald på strandede overalt. Trist syn

Koh Lanta bugner af grøn frodig natur 

Imorgen rejser vi til Bangkok. Vi ville gerne have været med nattoget der kører til Bangkok, men pga. weekend og det faktum at højsæsonen starter præcis 1. November var det fuldt booket. Så i stedet flyver vi fra Krabi til Bangkok imorgen eftermiddag.

Vi har nydt den sidste dag ved stranden. Nu går der ca tre uger før vi kommer til en strand igen

















onsdag den 28. oktober 2015

Koh Lanta - daseferie og smuk natur

Vi har boet på Koh Lanta de sidste 5 dage på Kaw Kwang resort. Efter en hektisk start på rejsen trængte vi til at kunne sove længe uden at stille vækkeuret og bare være og lave ingenting. Så udover dagsturen til Phi Phi har vi ikke lavet andet på Koh Lanta end bade, spise, bade, spise, bade, sove og forfra igen.

Idag skulle der dog ske lidt. Der er et hav af muligheder for dagsture for af se Koh Lanta. Elefanttrekking, abeshow, slangeshow ja alt mulig form for ture hvor dyr ikke er i deres rette element og som vi ikke huer. 

Vi fik derfor lavet en aftale med en tuk tuk chauffør (trehjulet knallert) som vi kunne leje i en hel dag for 300 kr, og så kunne vi køre rundt på hele øen som vi ville.

Man kunne også leje en scooter for 50 kr. for. en dag, men da ingen af os har prøvet det før har vi endnu ikke mod på at køre rundt med hver sit barn bagpå. 

Koh Lanta er UTROLIG smuk, grøn og frodig. Masser af kokospalmer, papayatræer og mangotræer langs vejkanten blandet med alt mulig grøn vegetation. 

Vi havde på forhånd valgt nogle ting vi gerne ville se men undervejs kom vores chauffør også med nogle forslag til hvad vi kunne se.

Bl.a. havde vi er stop ved en mangroveskov. Vi kom i en longtailbåd rundt i mangroveskoven hvor de kiggede efter makakaber. Det var flot og smuk, men når vi en uge tidligere havde sejlet rundt i Borneos jungle er det ikke helt samme oplevelse. 

Efter noget søgen fandt de dog aberne, og de blev fodret med den medbragte mad. Igen ikke lige den måde vi synes man bør omgås vilde dyr, men aberne havde vænnet sig til det og det var de lokales levevej 

Sejltur i mangroveskoven

Smuk mangroveskov

På de to ovenstående billeder er det ene en abe 

Makakaberne svømmede hen til vores båd for at få mad

Aberne kom helt op på båden for at få mad og tog det nærmest ud af hænderne på os.

Vi besøgte også Lanta Old Town. Som navnet siger et område hvor husene er bygget i gammel stil. Her var boder med souvenirs og hyggelige restauranter hvor vi valgte en helt ude ved vandet.

Lanta Old Town

Cirkeline fik en banan af en mand på gaden som syntes hun så sød ud. Thaierne er vilde med mindre børn

Lækker udsigt fra frokost restauranten

Når det gik meget opad måtte vi stige ud så tuk tuk'en kunne komme over bakken

Vores tuk tuk og chauffør

Koh Lanta er utrolig frodig og smuk

Mangotræ

På denne tur fik vi set rigtig meget af Lanta på en billig måde, og kunne helt selv vælge hvor vi ville hen og hvad vi ville se.

Lanta byder på et utal af muligheder. Der er også grotter og vandfald som dog er bedst tilgængelig hvis  man rejser med lidt større børn. Og der er masser af naboøer man kan besøge på en dagstur.

I morgen rejser vi til et nyt resort på Lanta i endnu to dage.













mandag den 26. oktober 2015

Phi Phi øerne. Det smukkeste turisthelvede

Vi er nu kommet til Koh Lanta. Vi har booket 5 dage på er lækkert resort. Efter en hektisk start på rejsen kunne vi mærke at både børn og voksne trængte til et længere ophold, hvor vi ikke skulle tænke på hvor vi skulle sove næste dag og hvordan vi kom derhen. Selvom det er rigtig nemt at rejse i Thailand og der er masser af muligheder for at bo, har det alligevel fyldt en del og taget tid hele tiden at skulle planlægge, booke og arrangere næste destination.

Men vi bor nu de næste fem dage på Kaw Kwang Resort på Koh Lanta. Et rigtigt dejligt resort lige ved stranden og med lækker pool 
Pool og strand side om side

Aften på Koh Lanta

Vi har overvejet om næste destination skulle være Phi Phi øerne. Vi vidste godt de var meget turistet men også umådelig smuk. Efter at have googlet lidt fandt vi ud af hvor dyrt det var at bo derovre og at vi i stedet kunne komme dertil på en endagstur fra Koh Lanta, og det har vi så været idag.

Phi Phi øerne er uden tvivl et af de smukkeste steder på jorden. Postkortsmukt uden at være photoshoppet, og alligevel blev vores fordomme om et meget turistet sted indfriet.

Phi Phi øerne er smukke med meget turistet

Vi havde booke en dagstur via hotellet og blev hentet tidligt om morgenen. Vi var lidt spændte på hvordan det ville gå, men alt klappede bare. Det skal thaierne have skulderklap for. Vi fik klistermærke på trøjen som viste hvilken tur vi skulle på og ved hjælp af det blev vi dirigeret rundt på bådene så vi endte på den rigtige tur. 

Svømmestop ved Phi Phi øerne

Desværre er der også en bagside af historien. Phi phi øerne har de sidste 20 år været et yndet turistmål og det kan desværre ses tydeligt. Overalt i vandet ligger der affald; poser, flasker, reb, emballage, ja alt hvad der kan flyde. Vi havde et snorkelstop hvor der var rigtig mange smukke fisk men overfladen var fyldt af affald så det faktisk ikke var særligt lækkert at skulle svømme i. Et Andet sted vi stoppede, var der nogle lokale thaier på båden der kastede mad ud til fiskene (selvom der flere stede stod af fodring var forbudt) og bagefter røg posen også lige ned til fiskene. 

Ved selve hovedattraktionen på  Phi Phi, Maya Beach (fra The Beach filmen) så vi også masse turismens indflydelse. Mindst 40 både lå ved standen og stranden lignede Fårup Sommerland en tirsdag i uge 30, fuldstændig overfyldt af turister, som sild i en tønde.

Smukke Phi Phi

Maya Beach, Phi Phi

Makakaber på Phi Phi. Blev desværre også fodret for at fremme turismen

Man kan ikke komme udenom at Phi Phi er utrolig smuk, men desværre også spoleret af masseturismen og thaiernes manglende forståelse for affaldshåndtering. Så vi er faktisk glad for at vi nøjes med en endagstur og ikke bookede flere dage på Phi Phi.











fredag den 23. oktober 2015

Hej Thailand -Koh Lipe

Vi har været i Thailand de sidste 3 dage. Fra Langkawi i Malaysia kan man sejle til en lillebitte ø i Thailand på 1,5 time. Det var en lidt syret oplevelse. Vi blev sejlet til en ponton ud for kysten på Koh Lipe. Derfra videre i longtailbåd de sidste 300 meter ind til stranden. Hoppede i vandet i strandkanten og tyve meter oppe på stranden var immigrationskontoret. Fik et stempel i passet og vupti, så var vi i Thailand. Tror det må være verdens sejeste grænseovergang. 

Grænseovergangen til Thailand med immigrationskontoret i baggrunden

En af de ting vi havde set frem til ved at rejse rundt på egen hånd var friheden til at rejse efter lyst og bo  nogle lækre steder vi lige fandt på stranden, men det skulle vise sig ikke at være så nemt som vi havde håbet. 

På jagt efter et sted at bo

Da Koh Lipe er en meget lille ø og der samtidig er lavsæson havde vi valgt ikke at booke på forhånd og i stedet gå langs stranden og finde et lækkert sted at bo. Men det var ikke helt så nemt. Vi var inde mindst 5-6 steder men enten var de ikke åbent for sæsonen endnu, havde ikke en bungalow til fire personer, eller også var det fuldt booket. Vi kunne derfor kun finde et sted hvor vi kunne være de første to nætter, Castaway Resort, som til gengæld er helt vildt lækkert lige ud til stranden, med lækker bar og restaurant.

Vi bor i en bungalow i to etager med hængekøjer på førstesal

Cirkeline fejer vores bungalow med pandelampe

De sidste par dage har vi ikke lavet ret meget, hvilket har været tiltrængt efter en meget indholdsrig start på rejsen, badet, spist, snorklet, spist, drukket, gået, sovet.

Idag har vi været på en snorkeltur hvor vi har sejlet rundt til små øer omkring Koh Lipe og set fantastiske koreller og fisk.

Meget lækkert snorkelvand

Frokostpause på lille bountyø

Kæmpegoble som gjorde at Cirkeline lige stod over ved dette snorkelstop

Koh Lipe er fuld af søde hunde og katte

Den sidste nat på Koh Lipe bor vi på et naboresort, noget mindre og dyrere men fordi weekenden nærmer sig er alt der er åbnet fuldt booket, så det var det eneste vi kunne finde.

I det hele taget kan vi godt mærke at sæsonen ikke er startet endnu, hvilket ikke gør os noget. Men hovedgaden, Walking Street, er næsten mennesketom. Overalt er de ved at renovere forretninger, restauranter og resorts til sæsonen rigtigt åbner 1. november, så vi har det meget for os selv.

I morgen sejler vi nordpå til øen Koh Lanta. Vi har ikke mod på at skulle gå rundt og lede igen, så denne gang har vi bestilt 5 dage på et lækkert resort, lige ud til stranden og med pool. 

Vi har måttet justere vores hotelstandard en smule op i løbet af denne rejse. Tanken var basic budget, men med to børn der efterspørger pool og ikke har det så godt med lidt lugtende værelser har vi valgt at gå en tak op på kvaliteten af de steder vi bor. Men stadig meget billigt i forhold til danske priser.








tirsdag den 20. oktober 2015

Langkawi - been there - done that

Vi har nu forladt Borneo efter nogle fantastiske dage med uforglemmelige naturoplevelser for livet. Sidste stop var en treetop walking hvor vi var utrolig heldige at se to orangutanger -mor og baby, hvilket skulle være ret usædvanligt i det område da det ligger forholdvis tæt på by.

Vi skulle flyve videre til Langkawi i den modsatte ende af Malaysia efter en kort mellemlanding i Kuala Lumpur. Flytiderne var imidlertid blevet ændret hvilket betød at vi først kunne flyve videre dagen efter. Men det betød også at Malaysian Airlines var forpligtet til at give os en overnatning og det blev noget af en oplevelse. Lufthavnshotellet 5 stjernet luksushotel kåret til en af de ti bedste hoteller i Malaysia. Værelset var så lækkert med interaktive betjeningspaneler og lækre luksusmøbler. Vi havde spist på flyet men havde fået madbilletter til restauranten så vi var lige nede for at kigge om der var noget dessert. Vi blev mødt af et overdådigt overflødigelseshorn af alt hvad maven og ikke mindst øjnene kunne begære; sushi i alle afskygninger, kagebord med petitfour og fyldte chokolader, chokoladefontæne hvor man kunne overtrække skumfidusspyd med flydende chokolade og meget meget mere. Så vi gik stopmætte i seng.

Tidligt næste morgen fløj vi videre til Langkawi. Vi havde hørt meget godt om Langkawi så vi havde store forventninger til øen og så frem til nogle dages badeferie. 

Vi havde aftenen inden booket et resort med pool i to dage til en start, men det skulle vise sig at det var rigeligt. Langkawi er ikke lige os. Alt for turistet til vores smag. Hvis man ser bort fra at der er regnskov og aber kunne man ligeså godt været tage til en charterdestination i Sydeuropa. 

De lokale var også meget mere påtrængende end i Kuala Lumpur og på Borneo, og strandene var møgbeskidte. Dog gør de vist meget for at forbedre det. Overalt går folk rundtog fejer både gader og på stranden, men alligevel var stranden og havet fyldt af plastik og glasskår.


Der bedste ved Langkawi var den lækre pool på vores resort

Idag har vi taget en taxa op til et sted hvor man kunne køre i gondoler op i bjergene til et udsigtspunkt, og det var en rigtig god oplevelse.

Selve området er en slags forlystelsespark ala Bakken med forlystelser, madboder, 3D museum og mange andre ting. Vi troede kun der var gondoler så det endte faktisk med at vi brugte det meste af dagen i området.

Området hedder Oriental Village og skal forestille en kinesisk, koreansk landsby


Vi kørte i gondoler højt op i bjergene. Normalt er der en fantastisk udsigt over hele øen, men pga. skovbrande i Indonesien er der stadig en tyk tåge overalt i et kæmpe område helt fra Indonesien og et stykke op i Thailand. 



Helt på toppen er der en Skybridge, hvor man kan gå over en stor kløft højt oppe i bjergene. Lidt sjovere hvis man kunne se mere end 20 meter frem.

Resten af dagen har vi badet og hygger på resortet. Vi har købt færgebilletter til Koh Lipe og sejler i morgen tidlig til Thailand. Det var Malaysia for denne gang. Det har været et dejligt, trygt land at rejse i.

Mango, passion og jordbær is.







lørdag den 17. oktober 2015

Helt ude i regnskoven

Vi skulle tidligt op og tilbage fra Turtle Island for dagen bød igen på et indholdsrigt program fyldt med unikke oplevelser.

Vi besøgte først Sepilok. Et rehabiliteringscenter for forældreløse og syge orangutanger. De bliver bragt hertil fra hele området hvis de bliver fundet forældreløse i skoven eller hvis man opdager at mennesker rholder dem ulovligt fanget. Utroligt at nogen i det hele taget kan finde på det. De orangutanger vi så er dem som delvist er på vej tilbage til junglen. De lever frit i junglen omkring centeret og kommer kun til centeret for at spise ved fodringstid, og en dag når de er klar til det forsvinder de ind i junglen for ikke at komme tilbage. Det var en god oplevelse men meget turistet. Vi så fire orangutanger komme ind fra junglen for at spise, så i forhold til hvad vi oplevede på næseabecenteret to dage forinden, var det ikke helt så vildt.


Denne lille fyr kom kravlende ind fra junglen for at få mad

De er ikke til at stå for

Tidligt eftermiddag sejlede vi i junglen. 2,5 times sejlads op af Kilibantanfloden og ind i Borneos vilde jungle. Vi skulle bo to nætter på et fantastisk 5 stjernet luksuslodge, hvor både Prins Henrik og Sir David Attenborough har boet. Sidstenævnte har optaget flere naturudsendelser for BBC med udgangspunkt fra denne lodge.

Allerede på vej til lodgen var vi heldige at se en flok pygmæelefanter. De er meget udrydningstruede og lever kun på Borneo, og det er flere dage siden de har vist sig ved floden

Der sidder en abe på taget

Lodgens restaurant var helt ude ved floden

Til aften er det god skik at klæde om til saronger og klipklappere som var til rådighed på værelset

Pga. alle de farlige dyr; krokodiller, slanger, kryb og kravl er det ikke sikkert at gå ud i regnskoven på egen hånd. Bag ved lodgen har de bygget en boardwalk hævet fra jorden hvor man kan gå lidt på opdagelse i regnskoven på egen hånd. Men den bedste måde at opleve regnskoven på er fra flodsiden , hvor man i små både sejler rundt og spotter dyr. Vi har både været på solnedgangstur, morgentur og nattur så vi ser forskellige dyr og fornemmer hvordan regnskoven er i løbet dagen

Klar til rivercruise

Vi har været utrolig heldige. Vi har fået set alle de dyr der betegnes som Borneos The Big Five; orangutang, næseaber (mange), krokodiller, næsehornsfugle og ikke mindst pygmæelefanter. 

Krokodille ligger og slikker sol

Vi kom rigtig tæt på rigtig mange næseaber

Orangutangunge sidder i et figentræ og smæsker sig

Denne flotte fugl sad og sov på vores nightcruise.

Selvom det er ferie er det nødvendigt at lave lektier, så en times hjemmeskole i den værste middagshede.

Vi er her samtidig med en anden dansk familie med jævnaldrende børn med Laura og Cirkeline, så når vi ikke er på cruise hygger de sig med spil og leg