Translate

mandag den 2. november 2015

Bangkok - bag facaden -på cykel

Dem der læser med på bloggen ved at vi helst ikke vil gå med turiststrømmen, men hellere vil opleve noget af det som ikke alle lige ser.

Og sådan en dag har vi haft idag. Vi har været på en guidet cykeltur rundt i en lille del af Bangkok. 17 km cykeltur rundt i det ægte autentiske Bangkok. Vi havde en lokal guide med og var afsted i en lille gruppe på 15 personer fra hele verden. Vi kom forbi mondæne ambassadekvartere, lokale boligblokkvarterer, slum, små smøger, trafikerede hovedveje og et helt bysamfund som var blevet skabt under en hævet motorvej.

Vi cyklede forbi slumkvarterer

Slum

Laura i det tætte mandagstrafik

Vi cyklede rundt i små smøger hvor kun lokalbefolkningen færdes

Vores søde lokale guide som var helt vild med Cirkeline (Messi)

Taxa fyldt med munke

Efter at have cyklet rundt en times tid kørte vi ned til havnen hvor cyklerne blev sat på en longtailbåd og vi sejlede over på den anden side af floden.

Cyklerne blev sat på en longtailbåd og vi blev fragtet over på den anden side af floden

På den anden side af floden ligger en lille ø. Den hører ikke rigtig til Bangkok, og ligner slet ikke Bangkok. Det er som at komme helt væk fra storbyen. Helt grøn ø med masser af banan og kokospalmer. Man cykler på smalle betonbroer og på begge sider er der sump. Guiderne var i starten lidt nervøs for om Cirkeline kunne cykle derovre, men efter at have set hvor god hun var til at cykle i Bangkoks trafik var hun ikke i tvivl om at hun sagtens kunne klare det. Og det gik rigtig fint.

På den anden side af floden 

Vi cyklede på smalle stier med mange huller og skarpe sving

Der var nogle få der boede derovre men ellers var det mest hunde og katte der løb rundt. Det var en rigtig fin måde at opleve Bangkok på, og lige i vores ånd.

Vi var færdig midt eftermiddag og fik prajet en taxa der kørte os til MBK. Et kæmpe indkøbscenter i Bangkok i 7 etager, hvor man ligesom på markedet kunne købe næsten alt (undtagen dyr). 
Vi startede med at spise sushi, som vi længe har længtes efter men endnu ikke har kunne finde. Derefter osede vi rundt 4 timer og fik købt nye iPads covers, solbriller, badetøj og andre småting.

MBK kæmpe shoppingcenter i Bangkok

Imorgen skal vi besøge Kidzania. Et underholdningscenter hvor børn kan lege voksne ved f.eks. at prøve at være pilot, kok, postbud, brandmand, filmstjerne......you name it. 

Og i morgen aften skal vi med en natbus mod det nordlige Thailand hvor vi den næste uges tid skal på trekkingtur i junglen, så der kommer vi nok ikke rigtig til at være online.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar