Efter morgenmaden skulle vi vandre hen til et kæmpe vandfald. Det er Sydøstasiens største vandfald, Tee Loi Su, og det var virkelig stort og smukt. Det så ud som det faldt ned fra himlen, samlede sig i små plateauer og faldt så igen et stykke.
Sydøstasiens største vandfald
Smukt sceneri
Vi kunne bade i vandfaldet, men der var meget strøm så det var svært at stå fast, så for os blev det kun til et hurtigt bad.
De modige kunne springe 7 meter ned
Cirkeline og Laura på en af de mindre vandfald
Cirkeline fandt en stor død cikade
Vi gik tilbage til campen for en hurtig frokost inden dagens egentlige strækning skulle forceres. Denne dag var heldigvis ikke så hård. Det gik mest ligeud, og vi gik det meste af tiden langs floden.
Dette skulle forestille en bro men var mere to bambusrør
En lidt bredere bro
Det var varmt, så Cirkeline køler sig af med vand
Efter 2,5 timers vandring var vi fremme ved en lille landsby, hvor Karenfolket bor. Karen er en af mange stammer som lever isoleret i det nordlige Thailand, Burma og Laos. De taler deres eget sprog og lever selvforsynende. I den landsby vi skulle besøge havde regeringen hjulpet med at få bygget en skole og vandforsyning i form af vandrør fra bjergene og ned til landsbyen så de kan bruge regnvand. I landsbyen boede ca 340 personer og hver familie havde mindst 5 børn.
Vi skulle sove i en lille bambushytte i landsbyen
Typisk Karen hytte
Overalt i byen rendte høns, katte, hunde og grise rundt, og børn løb og legede
Søde landsbybørn løb rundt og legede. Og da vi tog kameraet frem stillede de sig rigtig frem i positur, så det var ikke første gang nogle ville tage billeder af dem
En træt dreng og en høne der spiser af maden
Ikke alle var lige søde. Denne dreng gik rundt og slog på både børn og dyr
En høne mere som prøvesmagte vores mad
Vi fik lov at komme ind på deres skole
På skolen er der ansat en lærer som ikke er fra landsbyen. Hun bor i en tjenestebolig ved siden af skolen. Børnene går i skole fra de er 7-12, og hvis de skal have mere skolegang ligger highschool 40 minutters kørsel fra landsbyen. Lige nu var der to piger som gik på highschool og kun er hjemme en gang om måneden fordi de ikke har bil. Og kun en fra landsbyen har gået på et universitet.
Vi fik også lov til at besøge landsbyens overhoved. Den ældste person i landsbyen. Det var en ældre dame på et par og firs. Der er stor respekt for de ældre og man lytter altid til deres ord. Hun sad i sin hytte ved ildstedet og vores guide fortalte lidt om hendes familie.
Karenfolket har tidligere brugt elefanter til at arbejde for dem i skovene. Elefanter arbejder ikke længere for dem, men de bruger dem stadig, men kun for at tjene penge på turister. Om eftermiddagen skulle vi med en mahout (elefantpasser) ud at lede efter elefanter i regnskoven vi kunne tage med tilbage til landsbyen. Da vi kom gående til landsbyen en time tidligere så vi mahouten komme ridende på elefanten ud i skoven, hvor han havde sat den for vores skyld så vi kunne hjælpe med at finde den. Turistet, men meget sjovt for det var kun os og de to nordmænd.
Da vi kom tilbage til landsbyen gik han ned til floden med elefanten. Og han spurgte om Cirkeline og
Laura ville op og sidde på elefanten. De kom op men Cirkeline var ikke meget for det for hun syntes at dens hår krasede. Men der var ingen vej tilbage. Elefanten gik ud i vandet og sænkede sig ned og pigerne fik besked på at de skulle vaske den på ryggen. Og hun syntes også det var sjovt da hun lige havde vænnet sig til det.
Klar til bad
Elefantbad
Måske blev elefanten ren, men pigerne blev møgbeskidte af det
Så var det godt med et bad i floden
Og leg med en bambusbåd hun havde fundet i skoven
Frederikke fodrer elefanten med kokospalmegrene
Det var en fantastisk oplevelse at være så tæt på en elefant, og så uden 100 andre turister. Nu harvi haft vores elefantoplevelse som vi kan leve højt på længe.
Til aftensmad fik vi lækker græskarsuppe og ris med kylling og grøntsager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar