Translate

onsdag den 4. november 2015

Umphang trek del 1

En af de en første ting vi vidste at vi ville inden vi bestilte turen var et Umphang trek. Frederikke havde fået anbefalet det af en kollega og vi søgte på det på youtube og det så helt fantastisk ud. Så da vi første gang kontaktede rejsebureauet var en af de eneste krav dette trek. Så udover Borneo delen, som blev koblet på turen senere er dette nok rejsens højdepunkt. Og den del vi har forberedt mest mht udstyr.

Kort fortalt er et Umphang trek en trekkingtur i kuperet terræn i regnskovene i det nordlige Thailand helt oppe ved grænsen til Burma ved landsbyen Umphang. Man skal sejle i gummibåd på en brusende flod, sove i lokale landsbyer, ud i regnskoven og hente elefanter med hjem til landsbyen og se dem blive badet i floden, bade i vandfald og varme kilder og vandre en hel del. Det kræver ikke de store kvalifikationer og alle med en almindelig fysisk form kan være med.

Vi venter på busstationen på vores natbus

Ved 20 tiden om aftenen blev vi hentet på vores hotel og kørt til en stor busstation, hvor vi skulle skifte til en natbus.

Cirkeline klar til at sove

Det var en rigtig luksusbus med brede sæder og den kunne lægges rimeligt ned så vi kunne hvile godt.
Der var en stewardesse med som serverede snacks og vand.

Køreturen gik fint. Cirkeline sov som en sten og vi andre fik hvilet og blundet ok. Vi ankom 5.15 til grænsebyen Mae Sot tæt på den burmesiske grænse. Der blev vi hentet og kørt til et lille guesthouse, hvor vi fik et soverum hvor vi måtte sove 3 timer mere.

Til morgenmad fik vi serveret de lækreste pandekager med banan, og bagefter blev vi kørt til et grænsemarked hvor vi kunne gå rundt en times tid. Det var ikke noget særligt, ud over at vi kunne se Burma på den anden side af floden.

Vi fik en hurtigt frokost og skulle så videre til Umphang, hvor trekket starter fra. Turen til Umphang er i åben pickup, som de lokale også bruger. Turen varer 5 timer og vi skulle igennem ikke mindre end 1219 hårnålesving. Vi kørte op og ned af bjerge i områder der er en kongeetape i Tour De France værdig. 

Klar til afgang til Umphang 

Vi startede kun os, to nordmænd som skal på samme tur som os, og en munk. Folk stod af og på. Og på en tidspunkt sad vi 16 personer på bænkene og en munk på taget.

Vi var glade for at have taget køresygepille for flere af passagererne måtte hilse på maveindholdet undervejs. Der kom en kæmpe regnskylle hvor vi blev gennemblødte, men blev heldigvis hurtig tør igen, da solen kom igen. 

Vores hytte i Umphang 

I Umphang blev vi indkvarteret i et pælehus med både el og toilet, ja og endda wifi, så mere primitivt er det så ikke, men når vi begynder trekkingturen imorgen tidlig går der 3 dage før vi kommer til civiliserede områder igen.

Vi fik serveret lækker aftensmad og fik en kort introduktion til ruten. Vi er godt møre og går tildigt i seng så vi er friske til først at skulle sejle i gummibåd på floden i 4 timer og derefter vandre 12 kilometer.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar